Pressemeddelelse
København 13. februar 2004
Af: Charlotte Evenseth, Monster Worldwide Scandinavia
Kontor-kys mere accepteret i Europa end i USA
14. februar var det Valentins dag, hvor man skal huske at give sin partner et ekstra kys. Men gælder det også, hvis ens partner er ansat i samme firma som en selv? Ifølge en ny undersøgelse fra Monster Meter er svaret 'det kommer an på' i USA, men 'ja selvfølgelig' i Europa - i hvert fald i Sydeuropa.
Valentins Dag er en amerikansk tradition, som i stigende grad også markeres i Europa og Danmark. Men noget tyder på, at lysten til at kysse sin partner har bedre vilkår i Europa end i traditionens hjemland - i hvert fald hvis kysseriet foregår på arbejdspladsen. Over 15.000 europæere har i en ny undersøgelse foretaget af Monster Meter svaret på spørgsmålet: Er romancer mellem kolleger på arbejdspladsen i orden? Svarene fordelte sig således:
52 % Ja selvfølgelig - ens personlige liv kommer ikke arbejdspladsen ved
21 % Ja - men det kommer dog an på ens job på arbejdspladsen
13 % Det er i orden - men chefen bør vide det
14 % Det er ikke ok - kontorromancer giver altid problemer.
Danskere næsten lige så snerpede som amerikanere
Men kigger man nærmere på tallene for de forskellige europæiske lande, viser der sig store forskelle. Lande som Italien og Frankrig ligger pænt over det europæiske gennemsnit på 52 %, når det gælder uforbeholden accept af kontorromancer (med henholdsvis 67 % og 64 %). Men i lande som Danmark og Holland ryger tallet helt ned på 35 % og 30 %, hvilket ikke er så langt fra amerikanernes indstilling, når det gælder fuld tolerance. 18.000 amerikanere har også svaret på spørgsmålet, og deres svar fordelte sig således set i forhold til de danske svar:
USA - DK
26% - 36% Ja selvfølgelig - ens personlige liv kommer ikke arbejdspladsen ved
33% - 35% Ja - men det kommer dog an på ens job på arbejdspladsen
6% - 12% Det er i orden - men chefen bør vide det
35% - 17% Det er ikke ok - kontorromancer giver altid problemer.
Ingen grund til hysteri
Hvorledes fagforeningerne forholder sig til spørgsmålet - om det er med på bordet i de nuværende overenskomstforhandlinger - er uvist. Men ifølge Charlotte Evenseth, Nordisk Area Manager for karriere-netværket Monster, skal man hverken være hysterisk eller overse potentielle problemer: "Nøglen til succes i enhver virksomhed ligger i medarbejderne. Så længe medarbejderne optræder professionelt, bør man naturligvis også respektere deres privatliv. Det er kun, når det private begynder at influere negativt på forretningsbeslutninger og produktiviteten, at chefer bør tage en samtale med den enkelte medarbejder."
For yderligere information
Area Manager Charlotte Evenseth, tlf: +46 8 506 523 34 / +46 70 34 20 334